Sårinfektion

Tanja Unterberger studerede journalistik og kommunikationsvidenskab i Wien. I 2015 startede hun sit arbejde som medicinsk redaktør på i Østrig. Udover at skrive specialtekster, magasinartikler og nyheder, har journalisten også erfaring med podcasting og videoproduktion.

Mere om -eksperterne Alt -indhold kontrolleres af medicinske journalister.

Hvis et sår er rødmet, smertefuldt og hævet, tyder det på en sårinfektion. Det udvikler sig, når patogener (for det meste bakterier) trænger ind i såret og betænder det. Sårinfektioner opstår normalt efter skader eller operationer. Sterile sårforbindinger, bakteriedræbende salver og antibiotika kan bruges til behandling. Læs her, hvordan du genkender betændte sår, og hvad der kan hjælpe mod dem!

ICD -koder for denne sygdom: ICD -koder er internationalt anerkendte koder til medicinske diagnoser. De kan f.eks. Findes i lægerbreve eller på attester om uarbejdsdygtighed. T79

Kort overblik

Symptomer: Betændte sår er røde, hævede og smertefulde. Derudover er de ofte purulente og lugter dårligt. I alvorlige tilfælde dør det omgivende væv, eller der opstår blodforgiftning, hvilket blandt andet manifesterer sig i feber, kulderystelser og en hurtig puls.
Behandling: rengøring af såret, skylning med desinfektionsløsninger, skift af forbindinger dagligt; ved fremskreden sårinfektion med antibiotika. I alvorlige tilfælde er kirurgi (f.eks. Fjernelse af dødt væv) nødvendig.
Beskrivelse: En sårinfektion er en betændelse i et sår forårsaget af patogener (mest bakterier).
Årsager: Mikroorganismer som bakterier, mere sjældent virus, svampe og parasitter trænger ind i såret og får det til at blive betændt.
Diagnose: samtale med lægen, fysiske undersøgelser (f.eks. Undersøgelse af såret, blodprøve, udtagning af vævsprøver)
Forløb: Som regel kan en sårinfektion håndteres godt, hvis den behandles tidligt og omhyggeligt. Avancerede og ubehandlede sårinfektioner kan føre til alvorlige komplikationer såsom blodforgiftning.
Forebyggelse: Sørg for tilstrækkelig hygiejne, rengør omhyggeligt sår og hold dem rene, skift bandager regelmæssigt

Hvordan genkender du en sårinfektion?

De berørte kan genkende en sårinfektion ved, at såret kun heler meget langsomt (sårhelingsforstyrrelse). Det inficerede sår er normalt rødt og hævet. Det gør ondt og er varmere end det omgivende, ikke-betændte væv. Pus kan lække fra såret. Hvis infektionen er mere avanceret, oplever folk ofte feber, kuldegysninger og kvalme.

I alvorlige tilfælde opstår der blodforgiftning (sepsis), hvor immunsystemet ikke kun angriber patogenerne. Kroppen er også hårdt ramt - til og med svigt i et eller flere organer. Desuden er det i sjældne tilfælde muligt, at patogenerne kommer ind i knoglerne direkte fra det betændte sår eller via blodet og betænder dem (osteomyelitis).

Tegn på infektion direkte i sårområdet er:

Såret er rødt.
Det er hævet.
Det berørte hudområde føles varmere (overophedning).
Det inficerede sår er smertefuldt og ømt at røre ved.
Det omgivende væv er hærdet.
Der lækker pus fra såret.
Øget sekretion fra såret kommer ud af såret ("grædende sår").
Fornemmelser er i det betændte område af såret

Andre tegn på en fremskreden eller alvorlig infektion og blodforgiftning (sepsis) omfatter:

Berørte mennesker får feber og kuldegysninger.
De føler sig syge og kaster op.
Såret heler meget langsomt.
Såret lugter dårligt eller surt (forrådnende lugt).
Lommer og hulrum dannes i bunden af såret.
Abscesser (hulrum fyldt med pus) udvikler sig.
Såret skifter farve (f.eks. En grønlig farve angiver en Pseudomonas -infektion).
Smerten bliver værre.
Funktionen af det berørte lem er begrænset.
Pulsen øges.
Åndedrættet fremskynder.

Hvad kan jeg gøre ved et betændt sår?

Sårpleje

For at behandle en sårinfektion renser lægen først såret grundigt med saltopløsning. Han skyller derefter såret med en antiseptisk opløsning for at desinficere det. I tilfælde af alvorlig betændelse, f.eks. Hvis væv allerede er død, kan han fjerne det inficerede, beskadigede eller allerede døde væv (debridering).

Ved stærkt væskende sår udfører lægen også sårdræning. Derved dræner han sårvæsken udad ved hjælp af et plastrør, som han indsætter i såret.

Lægen bandager derefter såret med sterilt bandagemateriale (f.eks. Sårforbindinger, gasbind, kompresser). Dette bør om muligt ændres hver dag.

For hvert sår er det vigtigt at holde det rent og beskytte det mod forurening!

Antibiotika

Hvis såret er blevet inficeret med bakterier, og infektionen er kommet videre, er enkel sårpleje ikke længere tilstrækkelig. Lægen ordinerer derefter normalt et passende antibiotikum, normalt i tabletform. I tilfælde af infektioner med aggressive bakterier (f.eks. Med visse hospitalskim) får de berørte antibiotika ved infusion direkte i blodbanen.

Hvis sårinfektionen trænger ind i dybere vævslag, bliver betændt over et stort område, eller der er risiko for blodforgiftning, administrerer lægen straks antibiotika. Målrettet behandling med antibiotika er vigtig her for at forhindre alvorlige, nogle gange livstruende komplikationer (f.eks. Organsvigt).

I de fleste tilfælde modtager de berørte allerede et stort effektivt antibiotikum, før lægen modtager analysen af bakteriearterne fra laboratoriet. Dette kan reducere risikoen for komplikationer og alvorlige forløb. Når laboratorieresultatet er tilgængeligt, er det nogle gange nødvendigt at ændre antibiotika for at bekæmpe patogenet endnu mere specifikt.

Under operationen ordinerer lægen ofte antibiotika for at forhindre infektioner før, under eller efter en operation.

Hvis du er allergisk over for et bestemt antibiotikum, skal du informere din læge om det!

Passiv stivkrampevaccination

Hvis der er mistanke om en stivkrampeinfektion (stivkrampe), vil lægen ud over antibiotika administrere såkaldt stivkrampeimmunoglobulin. Disse er stivkrampe -antistoffer, der opsnapper giften fra den udløsende bakterie Clostridium tetani. Lægen kalder denne passiv immunisering mod stivkrampe. Dette er især nødvendigt, hvis det ikke er klart, om den pågældende person har tilstrækkelig vaccinationsbeskyttelse. Derudover har de berørte ofte brug for intensiv lægehjælp, da en stivkrampeinfektion potentielt er livstruende.

Hjemmemedicin

Nogle hjemmemedicin siges også at hjælpe med at støtte sårheling. For eksempel siges salver fremstillet af coneflower, kamille, perikon, eller morgenfruer, der påføres tyndt på sårkanterne, at have positive virkninger på helingsprocessen.

Tran kan bruges til forbrænding af sår for at reducere ardannelse. Sårpleje og helbredelse bør dog altid ledsages af en læge.

Kølekompresser, kompresser eller kølepuder kan også hjælpe mod betændte og frem for alt overophedede sår. Det er vigtigt at sikre, at huden ikke bliver beskadiget af kulden. Derudover bør der kun bruges rene, ideelt sterile materialer (f.eks. Klude) som sårforbindinger.

Andre naturlægemidler mod inficerede sår omfatter: ballonvin, propolis, salvie, humle, arnica og padderok.

Effektiviteten af hjemmemedicin og naturlægemidler er ikke videnskabeligt bevist tilstrækkeligt. Tal derfor altid med din læge, før du bruger dem!

Hvad er en sårinfektion?

I tilfælde af en sårinfektion trænger patogener (f.eks. Bakterier) ind i såret og forårsager betændelse der. Det opstår normalt efter skader, bid eller operation. Sårinfektioner er den mest almindelige årsag til nedsat sårheling. I alvorlige tilfælde kan et alvorligt betændt sår udvikle sig til livstruende blodforgiftning.

Hvad udløser en sårinfektion?

Den mest almindelige årsag til sårinfektion er bakterier, der kommer ind i et sår. Dette forårsager betændelse. Desuden forårsager vira, svampe eller parasitter sårinfektion i nogle få tilfælde. Patogenerne overføres normalt gennem en kontakt- eller udtværingsinfektion (f.eks. Når såret kommer i kontakt med beskidte overflader såsom dørhåndtag, computertastatur eller toiletsæde).

Forurenede sår

Hvis såret blev skabt under uhygiejniske forhold, fx gennem en skade med forurenede træfliser, er sårinfektionen særlig almindelig.

Hvis forurenet vand kommer ind i åbne sår, fremmer dette også sårinfektioner af bakterier som f.eks. Bakterien Vibrio vulnificus. Det forekommer f.eks. Ved flodmundinger eller i brakvand og forårsager hurtig hudbetændelse, der kan føre til blodforgiftning.

Dødt væv, ophobninger af ældre blod eller vævsvæske samt fremmedlegemer i såret tilskynder mikroorganismer til at formere sig og dermed forårsage infektioner.

Sår efter operationer

Sår kan også inficeres efter operationer (postoperativ eller kirurgisk sårinfektion). Postoperative sårinfektioner forekommer typisk få dage efter operationen, men de kan også forekomme flere uger efter operationen.

Ud over selve såret kan hudsuturerne også blive betændt (f.eks. Efter en visdomstandsoperation). Lokale sårinfektioner forekommer ofte ved udgangspunktet af røret i bugvæggen, når mennesker, der er alvorligt syge eller har behov for pleje, fodres langsigtet via en sonde (perkutan endoskopisk gastrostomi eller PEG for kort). Selv efter syning af syede sår er der risiko for infektion med patogener.

Infektioner efter operationer er undertiden alvorlige, fordi de ikke sjældent er forårsaget af sygehuskim, der er ufølsomme (resistente) over for visse antibiotika (f.eks. Methicillinresistent Staphylococcus aureus, MRSA for kort). De reagerer derfor ikke eller næppe på behandling med visse antibiotika.

Bid sår og forbrændinger

Bidesår fra dyr eller store forbrændinger tillader også, at bakterier let kommer ind i såret og udløser betændelse. Kimerne i spyt fra dyr fremmer infektioner. I værste fald fører de til en livstruende stivkrampe- eller rabiesinfektion, hvis dyrene er inficeret med de tilsvarende bakterier. Da disse sår ofte heler langsommere, er det lettere for andre mikroorganismer at komme ind i såret.

Hvis din stivkrampe -vaccination var for mere end ti år siden, bør du hurtigt få en booster!

Hvordan opstår en sårinfektion?

Om der opstår en sårinfektion afhænger på den ene side af typen og antallet af bakterier i såret. På den anden side spiller den pågældende persons generelle tilstand en rolle. Ikke hvert sår, der er forurenet af bakterier, er uundgåeligt inficeret. Først når antallet af potentielt patogene bakterier er højt, og kroppens eget forsvar er svækket, bliver såret inficeret.

Ved sårinfektioner forårsaget af bakterier skelnes der mellem følgende former:

Pyogen sårinfektion

Pyogen sårinfektion er ofte forårsaget af cocci, en gruppe af sfæriske bakterier (visse typer staph og streptokokker). Ofte dannes der pus i såret. Andre patogener for pyogene sårinfektioner er Pseudomonas aeruginosa, Escherichia coli, Enterococci, Proteus og Klebsiella.

Lutter sårinfektion

Årsagen er normalt en blandet infektion med forskellige patogener (f.eks. Clostridia, Proteus vulgaris, Streptococcus anaerobius, Streptococcus putridus), der dannes med eller uden ilt (aerobe og anaerobe bakterier). Disse nedbryder vævsoverflader (nekrose) og danner derved ildelugtende gasser (putrefaktive gasser).

Anaerob sårinfektion

Den anaerobe sårinfektion udvikler sig gennem bakterier, der (også) dannes uden ilt (f.eks. Escherichia coli, Bacteroides fragilis, anaerobe cocci, fusobacteria). Disse fører normalt til ildelugtende bylder, der fester stærkt. Hvis den ikke behandles, udvikler betændelsen sig.

Bakterietoksisk sårinfektion

Udløserne er for det meste anaerobe bakterier såsom Clostridium tetani og Clostridium perfringens samt Corynebacterium diphtheriae. De producerer toksiner, der forårsager de potentielt livstruende sårinfektioner stivkrampe / stivkrampe (Clostridium tetani) og gasskimmel (Clostridium perfringens) og difteri (Corynebacterium diphtheriae).

Specifik sårinfektion

Patogener for en specifik sårinfektion er såkaldte atypiske mycobakterier såsom Mycobacterium fortuitum (efter fodbad) og Mycobacterium abscessus og Mycobacterium chelonae (f.eks. På kontaminerede kirurgiske instrumenter til operationer). Ved en specifik sårinfektion dannes der ofte fistler. Det er også typisk, at infektionen gentager sig (kronisk tilbagevendende). Ofte spredes infektionen til lymfeknuder og de nærliggende bløde væv.

Hvordan stiller lægen en diagnose?

Hvis der er mistanke om en sårinfektion, er familielægen det første kontaktpunkt. Han undersøger såret og plejer det selv, henviser de berørte til en specialist (f.eks. Hudlæge) eller sørger for indlæggelse på et hospital direkte (f.eks. Hvis der er mistanke om blodforgiftning).

I starten af diagnosen foretager lægen først en detaljeret diskussion (anamnese), som efterfølges af en fysisk undersøgelse.

anamnese

Inden selve undersøgelsen af såret har lægen en detaljeret diskussion med den pågældende person. Blandt andet stiller han spørgsmål om, hvordan såret opstod (f.eks. Fra et bid, efter en operation), hvilke andre symptomer den berørte person har (f.eks. Feber, svære smerter), og hvor længe såret har eksisteret. Typisk heler sår langsommere, når de inficeres med bakterier.

Fysisk undersøgelse

Lægen undersøger derefter såret og føler det om nødvendigt omhyggeligt. Ved palpation kontrollerer han, om det underliggende væv er hærdet, opvarmet eller hævet.

Hvis mistanken om en infektion vokser, vil lægen foretage en blodprøve for at identificere patogenet. Dette giver ham vigtig information om valg af den rigtige behandling (f.eks. Administration af antibiotika til bakterier eller hvilket antibiotikum mod hvilken type bakterier).

Blodprøven giver lægen yderligere information om en sårinfektion gennem karakteristiske ændringer i blodværdier, f.eks .:

Stigning i hvide blodlegemer i blodet (leukocytose)
En stigning i et ikke-specifikt niveau af inflammation (C-reaktivt protein), som lægen bruger til at estimere sværhedsgraden af en infektion
Øget sedimenteringshastighed (ESR for kort, angiver betændelse)

Derudover tager lægen en vatpind fra såret for at undersøge det for bakterier. For at gøre dette bruger han en steril vatpind til at pode det betændte sår og får prøven undersøgt for infektion med patogener i et laboratorium. Der bestemmes det, hvilken patogen det er. Samtidig udføres test for at bestemme, hvilket antibiotikum der er effektivt mod den respektive bakterie.

I nogle tilfælde kan læger bruge billeddannelsesteknikker såsom en ultralydsscanning (sonografi), et røntgenbillede eller magnetisk resonansbilleddannelse (MRI) til at opdage spredning af betændelse og ophobninger af pus.

Hvornår til lægen

Hvis sår ikke heler sig selv efter et par dage, eller hvis symptomerne endda forværres, skal du straks kontakte en læge. Hvis du har feber, kuldegysninger, kvalme eller åndenød, tøv ikke med at kontakte din læge med det samme.

Store og dybe sår samt sår eller bidssår på dyr bør altid undersøges direkte af en læge. Større sår bør også sys inden for de første seks timer, da risikoen for infektion øges kraftigt.

Meget snavset sår eller sår med genstridige fremmedlegemer bør også behandles af en læge. Sår heler langsommere hos mennesker med kroniske tilstande som diabetes mellitus. Her er lægen endnu mere udfordret, når det kommer til sårpleje.

Hvor lang tid tager det for et inficeret sår at helbrede?

Afhængigt af typen af patogen og såret (f.eks. Bidskade, forbrænding, snit) og afhængig af den pågældende persons helbred, bliver sår inficeret inden for få timer op til et par dage.

Hvis såret er og forbliver let betændt, bekæmper kroppen selve infektionen.Såret heler derefter langsomt, men støt, hvis såret er godt passet. Hvis sårene er meget beskidte og ikke tilstrækkeligt plejet, kan betændelsen forværres.

Hvis infektionen spredes i kroppen og fortsat er ubehandlet, er der i værste fald risiko for livstruende blodforgiftning.

Som regel kan en sårinfektion dog behandles godt, hvis den behandles tidligt og regelmæssigt. Betændte sår heler normalt inden for få dage til et par uger. Nogle gange forbliver ar.

Sårinfektioner bremser helingsprocessen og udløser livstruende komplikationer såsom blodforgiftning. Det er derfor vigtigt at identificere og behandle infektioner tidligt.

Hvordan kan du forebygge sårinfektion?

Du kan selv gøre følgende for at forhindre sårinfektion:

Vask eller desinficer dine hænder grundigt, før du behandler dit sår!

Hvis såret er snavset, skylles det af med koldt, rindende, rent vand.

Fjern forsigtigt små fremmedlegemer som sten, glasskår eller træfliser med desinficeret pincet.

Desinficer derefter såret med en antiseptisk opløsning, en antiseptisk creme eller en antiseptisk spray.

Så der ikke kommer bakterier og bakterier ind i såret, skal du klæde såret på med sterilt bandagemateriale. Sørg for, at du ikke klistrer såret sammen (f.eks. Med plastre).

Skift bandagen regelmæssigt (hver til to dage).

Dybe, store eller gabende sår bør altid behandles tidligt af en læge. Det samme gælder sår i følsomme områder som øjne eller ører. Større sår skal sys inden for seks til otte timer.

Tags.: førstehjælp hår medicin