Allergitest

og Martina Feichter, medicinsk redaktør og biolog Opdateret den

Dr. med. Philipp Nicol er freelance skribent for medicinske redaktion.

Mere om -eksperterne

Martina Feichter studerede biologi med et valgfag apotek i Innsbruck og fordybede sig også i en verden af lægeplanter. Derfra var det ikke langt til andre medicinske emner, der stadig fænger hende den dag i dag. Hun er uddannet journalist på Axel Springer Academy i Hamborg og har arbejdet for siden 2007 - først som redaktør og siden 2012 som freelance skribent.

Mere om -eksperterne Alt -indhold kontrolleres af medicinske journalister.

Begrebet allergitest beskriver forskellige metoder, som hudlægen kan bruge til at bestemme en allergi. For eksempel konfronterer han patienten med forskellige mulige allergitriggere (allergener). Patientens fysiske reaktion på dette indikerer, om de er overfølsomme. Læs mere om allergitest, når de udføres og risiciene her.

Hvad er en allergitest?

Inden selve allergitesten samler lægen patientens sygehistorie (anamnese) i samtale. Derudover spørger han blandt andet om levevilkår, spisevaner og det faglige miljø hos patienten. Den nøjagtige beskrivelse af klagerne er også særlig vigtig. Lægen spørger f.eks. Patienten, om symptomerne kun opstår på bestemte tidspunkter af året eller i visse situationer og i givet fald hvilke.

Dette anamnese-interview efterfølges af hudprøver, blodprøver og en opfølgningshistorie (f.eks. Kontrol af, om symptomer og testresultater stemmer overens). Nogle gange er en såkaldt provokationstest også nyttig. Lægen konfronterer patienten direkte med den (potentielle) allergitrigger.

Baggrundsviden: allergi

I tilfælde af allergi reagerer immunsystemet på faktisk ufarlige stoffer (pollen, græs, visse fødevarer osv.), Mere præcist: på visse ingredienser (for det meste proteiner) af disse stoffer. Det klassificerer forkert disse allergenudløsere (allergener) som farlige ved den første kontakt og producerer passende antistoffer mod dem (sensibilisering af immunsystemet). Ved fornyet kontakt med allergenet indtræder en øget immunreaktion, som kan ledsages af symptomer som røde øjne, løbende næse (allergisk rhinitis, allergisk løbende næse), hoste, åndenød og / eller udslæt.

Hvornår laver du en allergitest?

Det udløsende allergen er ofte ukendt, og kun symptomer som rødme øjne, vejrtrækningsbesvær, kløe eller udslæt bemærkes først. Det giver derfor mening for de berørte at føre en allergidagbog. Heri indtaster de f.eks. Klagenes type, sværhedsgrad og varighed, tidspunktet på dagen, hvor de forekommer, samt indtagelse af medicin, kost, aktiviteter og miljøpåvirkninger. Disse optegnelser, i kombination med de efterfølgende allergitest, hjælper lægen med lettere at identificere det udløsende allergen.

Under visse omstændigheder bør hud- og provokationstest ikke udføres. Disse omfatter:

høj risiko for en allergisk reaktion fra testen
Hudsygdomme i testfeltet
graviditet
Behandling med betablokkere (visse kardiovaskulære lægemidler)

Allergitest hos børn

Hvis der er en begrundet mistanke om allergi, kan der også udføres allergitest på børn. Resultaterne kan dog ikke vurderes så klart som hos voksne. Et positivt testresultat betyder ikke nødvendigvis, at barnet virkelig har en allergi, men kun at immunsystemet reagerede på kontakten med teststoffet.

Hvad gør du ved en allergitest?

Hvis lægen har mistanke baseret på de foreløbige undersøgelser, foretager han en allergitest for det relevante allergen.

Allergi blodprøve

Blodprøven er en almindelig laboratorietest, hvis du har en eksisterende allergi. Blod undersøges for bestemte stoffer, der kan give oplysninger om en allergi.

Måling af antistoffer af IgE-typen: RAST-testen (Radio Allergo Sorbent Test) viser, hvor mange specifikke, allergifremkaldende antistoffer (IgE) der er til stede i blodet. Imidlertid kan allergisymptomer være fraværende på trods af øgede IgE -værdier.
Lymfocyttransformationstest: Visse allergier (f.eks. Over for nikkel) medieres ikke via IgE -antistoffer, men via særlige immunceller (lymfocytter). Lymfocyttransformationstesten (LTT) bruges til at diagnosticere disse allergier. Denne test er imidlertid ikke en standardprocedure og bør understøttes af yderligere kliniske fund og allergitest. LTT bør kun udføres af specialiserede og certificerede laboratorier.
Måling af antistoffer af IgG -typen: Bestemmelse af IgG -antistoffer bruges også i allergitest. Det kan bruges til at opdage mad eller relaterede allergier. Testen er dog ikke særlig meningsfuld. Det anbefales derfor ikke af medicinske samfund.

Hudtest

Allergitesten på huden er en enkel og hurtig procedure. Lægen anvender de allergener, der skal testes på eller i patientens hud. Han observerer derefter eventuelle hudreaktioner såsom rødme, hævelse eller blærer. Hyppigt anvendte hudtest for mistanke om allergi er patch -testen, priktesten og den intrakutane test.

Lappetest

Når lægen udfører en patch -test, hvordan den fungerer, og hvad der skal tages i betragtning, kan du læse i artiklen Patch -test.

Prik test

Når en priktest bruges, hvordan det fungerer, og hvad du skal overveje i artiklen Priktest.

Intrakutan test

Den intrakutane test ligner priktesten. På grund af sin følsomhed kan den bruges til at detektere såkaldte "svage" allergener som husstøvmider. For at gøre dette injicerer lægen allergenekstrakter direkte under huden på patientens ryg med en særlig nål, indtil der dannes en vesikel på cirka en til to millimeter i størrelse. Hvis der er en allergi, vil huden omkring punkteringsstedet rødme og hæve efter cirka 20 til 30 minutter.

Provokationstest

I en provokationstest bringes patienten i direkte kontakt med det formodede allergen for at se, om dette rent faktisk forårsager den forventede allergiske reaktion. En sådan test for at bekræfte en specifik mistanke om allergi kan udføres af en læge i tilfælde af tvivlsomme luftvejsallergier (f.eks. Høfeber, husstøvallergi, katteallergi), fødevareallergi og lægemiddelallergi.

Der findes forskellige former for provokationstest. Nogle eksempler:

Hvis der er mistanke om høfeber, kan en nasal provokationstest være nyttig. Lægen injicerer en testopløsning med det formodede pollen direkte i patientens næse. Hvis der opstår symptomer som løbende næse eller hævelse af næseslimhinden, bekræfter dette den formodede diagnose.

For patienter med allergisk konjunktivitis (konjunktivitis) er konjunktivalprovokationstesten ideel: Lægen indstiller den formodede allergitrigger i form af en testopløsning i øjenets nedre bindehinde. Efter cirka ti minutter vil han vurdere mulige reaktioner såsom rive, kløe og øget rødme i øjnene.

I inhalationsprovokationstesten inhalerer patienten en lille dosis af det mistænkte allergen. Om de dybe luftveje (bronkier) er overfølsomme over for dette kan bestemmes ved hjælp af en lungefunktionstest (såsom spirometri eller kropspletysmografi).

Madudfordringstesten bruges til at bekræfte en mistanke om fødevareallergi: patienten skal indtage den mad, der skal testes gennem munden. Lægen starter testen med en meget lav dosis og øger den derefter gradvist. I hele tiden holder han øje med overfølsomhedsreaktioner hos patienten.

For at forventninger eller antagelser fra patienten og / eller lægen ikke kan påvirke testresultatet, bør der foretages en placebokontrolleret og dobbeltblind madudfordringstest: Hverken læge eller patient bør vide, om en dosis af allergenet eller et allergen -frit testforberedelse administreres.

Hvad er risikoen ved en allergitest?

Ved en allergitest udsættes patienten for små mængder af det allergifremkaldende stof. Dette kan føre til betydelige allergiske reaktioner såsom hjertebanken, åndenød, kløe eller utilpashed. I sjældne tilfælde kan allergisk chok (anafylaktisk chok) med hjertestop og kredsløbsstop udvikle sig. Af denne grund bør en allergitest - især en provokationstest for mad eller medicin - udføres under tilsyn af en læge, så han hurtigt kan administrere nødmedicin til patienten i en nødsituation.